Del: - -

Om ungmedjob.dk

Her kan du læse mere om formålet med hjemmesiden www.ungmedjob.dk og hvem der står bag.

Bliv klogere på unges arbejdsmiljø

For de fleste unge er det en omvæltning at komme ud på arbejdsmarkedet. De skal først til at lære, hvordan man begår sig på en arbejdsplads. Unge er mere udsatte for skader end deres ældre og mere erfarne kollegaer. Samtidig er de fulde af energi og lyst til at løfte opgaverne. De har brug for råd og vejledning, så de kan få et sundt og sikkert arbejdsliv.

Dette site giver unge, forældre og arbejdsgivere overblik over de vigtigste arbejdsmiljøregler. Samtidig er der materiale til undervisere, der ønsker at integrere arbejdsmiljø i undervisningen. I det danske uddannelsessystem er det obligatorisk at undervise i arbejdsmiljø på de fleste uddannelsestrin - fra folkeskolens mindste klasser til ungdomsuddannelserne. Undervisningen er med til at sikre, at unge får en god jobstart. 

Hjemmesiden ungmedjob.dk

Dette website har til formål at samle information om unges arbejdsmiljø.

Sitet er rettet mod:

  • unge op til 25 år
  • undervisere i grundskolen, på de gymnasielle uddannelser og erhvervsuddannelserne
  • forældre til unge på arbejdsmarkedet
  • arbejdsgivere, der beskæftiger lærlinge, elever eller unge i fritidsjob

Bag hjemmesiden står BFA`erne og Arbejdsmiljørådet

Bag sitet står Branchefællesskaberne for arbejdsmiljø og Arbejdsmiljørådet, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere samarbejder om at fremme et godt arbejdsmiljø i de forskellige brancher. 

Der er i alt 5 Branchefællesskaber for Arbejdsmiljø:

BFA´erne kortlægger branchernes særlige arbejdsmiljøproblemer og hjælper virksomhederne med at løse dem ved bl.a. at udarbejde branchevejledninger, informationsmaterialer, afholde temamøder og uddannelse samt forestå forskning.

Repræsentanterne i de fem Branchefællesskaber for Arbejdsmiljø er udpeget fra Arbejdsmarkedets Parter. BFA´erne mødes med repræsentanter for Arbejdsmiljørådet i Dialogforum.

Arbejdsgiverorganisationer

Der findes en række forskellige arbejdsgiverorganisationer, der kan vejlede og rådgive arbejdsgivere i det private og offentlige.

Arbejdsgiverorganisationerne deltager i debatten om fremtidens Danmark og arbejder for at påvirke politiske beslutninger, der har indflydelse på virksomheders muligheder for at skabe vækst og arbejdspladser.

Arbejdsgiverorganisationerne er repræsenteret i mange sammenhænge i den overordnede arbejdsmiljøindsats.

Fagforeninger 

Fagforeningerne kan hjælpe unge, der har problemer på arbejdspladsen – eller blot ønsker at vide mere om arbejdsmiljø.

Fagforeningen kan eksempelvis hjælpe, hvis unge er ude for en ulykke og der skal køres en erstatningssag. Det kan være en god ide at få råd og vejledning fra fagforeningen allerede tidligt i forløbet.

Man kan blive medlem af en fagforening når man er 13 år. Mange fagforeninger har særlig lavt kontingent for elever, lærlinge og fritidsjobbere.


Senest revideret den 22. januar 2024